Claus Søndergaard
En rimte | 18-12-2024 |
Det var godt, at jeg havde en aftale med Jeppe, for ellers var jeg nok ikke kommet af sted, for det stormede bravt og byger kom rullende kontinuerligt ind fra vest.
Vi lagde ud tidligt, faktisk mens det stadig var mørkt. Så mørkt, at jeg måtte have hjælp fra Jeppe, der råbte nu, da flådet gik under...
Første mindre fisk var således en realitet.
Lidt oppe ad formiddagen røg vi ind i nogle større fisk, hvor Jeppe fik nogle fine fisk omkring de to kilo. Han overlod storsindet pladsen til mig, men jeg bommede fælt det første tilbud.
Presset steg, men jeg var lidt mere heldig med det næste modhug, som sad lige skabet.
Claus med fin rimte
Det virkede som en god fisk, der ikke var meget for at komme ind og hilse på.
Men den skarpsindige læser har nok luret, at fisken rent faktisk kom i nettet. En rigtig flot rimte på 2475 gram og 55 cm lang.
Tak for turen!
Glædelig jul til alle – og en særlig tak til dem, der holder klubben kørende på alle niveauer.
Knæk og bræk
Claus Søndergaard
Bent Hytholm
Flot aborre fra åen | 18-12-2024 |
Hej Viktor
Efter 3 forgæves ture, hvor jeg har mistet både aborrer og en enkelt stor gedde i åen, lykkedes det langt om længe at fange en flot aborre på 1500 gram.
Bent med fin aborre
Flemming Weidemann
Sandart fra Arresø | 12-12-2024 |
Flemming med fin Arresø-sandart
Et par gedder | 11-12-2024 |
Det var en grå, men vindstille dag, hvilket unægtelig var rart, når der skulle arbejdes med årene og woblerne.
De første 3 fisk var i den mindre afdeling, men pludselig var der lidt mere vægt bagved, og en fin gedde på 5,4 kilo dukkede op fra dybet.
Det var lidt bøvlet at holde styr på grejet, kameraet og fisken, men det lykkedes da at få taget et godkendt foto.
Claus med fin gedde
Under operationen var båden heldigvis drevet lidt, så hjemturen blev længere, men da jeg blev belønnet med yderligere en fisk på ca. 4 kilo, var der ingen brok over det.
Flemming Weidemann
Fine fangster i Store Vejle Å | 04-12-2024 |
Flemming med gedden på 7,7 kilo
Flemming Weidemann
Aborre fra Store Vejle Å | 13-11-2024 |
Som man kan se på billedet, er der en mærkning af aborren på bageste rygfinne.
Jeg var så heldig at biologen, som har stået for projektet for 1-2 år siden, var ved åen. Så aborren blev målt og vejet og nummeret noteret.
Så nu er det selvfølgelig spændene at se, hvordan aborren har udviklet sig siden mærkningen.
Flemming med rigtig stor aborre
Bent Hytholm
Flot sandart fra Furesøen | 06-11-2024 |
Hej Viktor
Var på en eftermiddags/aftentur i Furesøen sammen med min søn Henrik.
Efter et par timers søgning fangede Henrik en gedde på ca. 3 kilo. Og så det blev min tur til at sidde med vertikalstangen.
Der gik nok en time, før vi fik øje på en fisk, der virkede interesseret i vores jig og pludselig huggede den.
Bent med flot, flot Furesø-sandart
I første omgang troede vi at der var tale om en fin gedde, men det vist sig at være en stor og flot sandart på 6,4 kilo og 86 cm.
Efter fotos og måling blev den genudsat og svømmede fint ned i dybet.
Flemming Weidemann
Rimte fra Susåen | 02-11-2024 |
Lørdag den 2. november 2024 var jeg en tur ved Susåen for at medefiske.
Jeg fangede bl.a. en rimte på 1,750 kilo og en skalle på hele 820 gram.
Flemming med rimte fra Susåen
Morten Søndergaard
Møn, Råbylille Strand | 01/03-11-2024 |
Cremet øl |
Dejlig rødvin |
Kig til Klintholm Havn i det fjerne
Fiskehilsner
Morten Søndergaard
Claus Søndergaard
En uventet fangst | 30-10-2024 |
En skrubbe ud af det blå i Suså - skønnet vægt 300 gram.
Claus med uventet fangst
Bent Hytholm
Flere sandarter fra Arresø | 29-10-2024 |
Hej Viktor
Endnu en tur til Arresø, hvor alt stort set gik galt.
Defekt ekkolod i de første par timer, knækket fiskestang og motor, der ud af det blå gik i stå op til mange gange i løbet af dagen.
Bent med nok en Arresø-sandart
Vi fangede 3 mindre sandarter på dørg og kastefiskeri.
Claus Søndergaard
En aborre | 24-10-2024 |
Vi havde fået lidt mindre aborrer, men ikke noget med størrelse på, så jeg kunne godt mærke, at det her var en af de bedre – gode tunge rusk og et par småudløb, da bremsen blev løsnet.
Sikker netning af Kenneth, der efterfølgende vejede den til 1,650 gram.
Claus med aborre 1650 gram
Det skulle vise sig, at det blev turens eneste store aborre, men heldigvis havde Kenneth på en tidligere tur fået nogle endog rigtig flotte aborrer.
Bent Hytholm
Fin havørred til Bent | 17-10-2024 |
Hej Viktor
Min kone overtalte mig til at tage ned og fiske i Ishøj Havn, idet jeg åbenbart var rastløs og håbløs at være sammen med.
Jeg fiskede med blink ude i havnen og fangede 4 mindre aborrer og skulle bare lige have det sidste kast.
Et kraftigt ryk i stangen og en efterfølgende fight i et par minutter, med noget jeg troede var en rigtig stor aborre viste sig i stedet at være en genstridig farvet havørred på 4,2 kilo og 70 cm.
Da fisken var farvet valgte jeg at genudsætte den, så den forhåbentligt når at formere sig, inden den vender tilbage i blank tilstand.
Claus Søndergaard
Hyggemede | 16-10-2024 |
En lille hurtig aftentur for at hyggemede med en god fiskekammerat efter skaller, kastede nogle fine fisk af sig i mørket.
Der var en god hugperiode på en times tid, hvor fiskene var med på legen.
Claus med skalle på 660 gram
Jeg kom ind på en klar andenplads med en fin skalle på 660 gram, mens makkeren fik en fin fisk på +700 gram.
Bent Hytholm
Første tur på Arresø | 15-10-2024 |
Hej Viktor
Jeg var for første gang på Arresø, idet rygterne ville vide, at der kunne gøres gode fangster af sandart.
Flemming Weidemann og jeg forsøgte os med woblere uden held, dog fik vi fejlkroget en 2 kilos sandart.
Bents første Arresø-sandart
Vi valgte i stedet at fiske med jigs, hvilket gik noget bedre, idet vi fangede ialt 7 fine sandart, men ikke nogen af moderfiskene.
Min største vejede således 1,965 kilo og målte 60 cm.
En fin jomfrutur i super godt vejr og næsten ingen vind.
Flemming Weidemann
Sandart fra Arresø | 15-10-2024 |
Tirsdag den 15. oktober 2024 var jeg en tur på Arresø sammen med Bent Hytholm.
Vi fangede i alt 7 mindre sandarter.
Flemming med sandart på 2,270 kilo
Claus Søndergaard
0-tur eller ikke-0-tur | 11-10-2024 |
Rent teknisk var der jo ikke tale en ny 0-tur.
Indledningsvis var jeg godt tilfreds - stangen flexede, og modhugget sad lige i skabet, når jeg selv skal sige det. Linen skrånede fint ned i vandet, og der var liv for enden under vandet, men da linen pludselig gik skråt opad, anede jeg uråd.
Der var ugler i mosen, eller snarere troldand...
Fjerkæret havde åbenbart set sig lun på mine regnorme, der ellers var tiltænkt aborrerne.
Jeg halede dyret hurtigt ind og fik forbavsende nemt fjernet krogen fra undernæbbet, og så havde jeg to muligheder.
Jagttiden for troldænder er jo pr. 1. oktober, men jeg valgte alligevel at genudsætte den.
Den kvitterede med hurtige vingeslag til sivene på modsatte bred.
En hidsig troldand
Beklager kvaliteten på foto, men da jeg gerne ville have fuglen hurtig på vingerne, var der ikke tid til finlir.
Det blev ikke til nogle fisk, så jeg må afslutningsvis henvise til overskriften.
Flemming Weidemann
Stor sild fra Øresund | 05-10-2024 |
Lørdag den 5. oktober 2024 fangede jeg denne fine høstsild på flotte 295 gram på en tur på Øresund.
Flemming med stor sild
Kent Astrup
Øland | 01-10-2024 |
Hej Viktor
Øland er fantastisk. Perfekte forhold og 2 fisk … som begge slap krogen inden landing
En glad Kent - trods alt
Bent Hytholm
Fladfiske-konkurrence | 21-09-2024 |
Hej Viktor
Jeg deltog i Glostrup Trollingklubs årlige fladfiske konkurrence, lørdag den 21. september 2024.
Der var langt mellem fiskene, men det lykkedes alligevel for min søn og jeg at fange 12-14 skrubber, hvoraf jeg var heldig at fange den største på 600 gram.
Bents skrubbe på 600 gram
Desværre var fisken ikke stor nok til at blande sig mellem de 3 største.
Bent Hytholm
Fine gedder fra Esrum Sø | 18-09-2024 |
Hej Viktor
Jeg var en tur på Esrum Sø sammen med Flemming Weidemann for at se om vi kunne overliste gedderne.
Vejret var næsten for godt - vindstille og højt solskin. Vandtemperaturen i overfladen var 17,9 grader, så fiskene stod dybt, hvilket gjorde fiskeriet svært.
Bent med gedde på 6,9 kilo
Efter 4-5 timer uden så meget som et hug, gik der heldigvis hul på bylden og Flemming fangede en fin gedde på 5,3 kilo.
Kort tid efter var det min tur og jeg fik en flot gedde på 6,9 kilo. En halv time efter fik vi turen sidste gedde på ca. 4 kilo.
Claus Søndergaard
Sudersats | 16-09-2024 |
Med over 200 års fiskeerfaring mente jeg nok, at vi havde overhånden!
Men det skulle vise sig, at det blev mere udfordrende end forventet for Henning, Mains, Per Stig og undertegnede.
Vi havde ellers sat hinanden stævne ved skovsøen i den hensigt at rive nogle gode sudere på land. Det hele var timet og tilrettelagt...
Henning i åndeløs spænding
Men selv om vi prøvede det bedste, vi havde lært, må vi nok erkende, at det blev 1-0 til suderne.
Dr. Mains er helt stille...
Også selv om Per Stig gik linen ud (hø hø) og blev der natten over, hvilket i øvrigt udløste en fin gedde fanget på orm!?
Der gøres klar for natten
Bent Hytholm
Sløv dag på "kontoret" | 06-09-2024 |
Det var ringe med fangsterne på klubmesterskabet, fredag den 6. september 2024.
Jeg fik selv 5 skrubber, 4 sild og 1 ising, der lige holdt målet.
Det rakte til en 3. plads ud af de i alt 12 deltagere.
Et par flade til Flemming
Bent Hytholm
Ny PR i skælkarpe | 28-08-2024 |
Fiskede for første gang i en lille sø, hvor vi havde hørt, at der var karper.
Efter en times tid lød alarmen og min stang var på vej ud i søen. Heldigvis var Flemming tæt på stængerne og kunne nå at få fat i stangen.
Fisken var utrolig stærk og ville ikke overgive sig før efter 5 minutters fight. Viste sig at være en flot karpe og ny personlig rekord.
Bent med ny PR-skælkarpe
Kent Astrup
Den svenske østkyst | 24-08-2024 |
Fantastisk morgen på den svenske østkyst.
Som sædvanligt ingen fisk, men 2-3 sæler og 1 trillion skarver. Så det giver lidt sig selv, at der ingen fisk er...
Flot morgen på kysten
Per Kvistholm
Havfiskeri ved Å | 08-15/08-2024 |
I periden fra den 8. august til den 15. august 2024 stod den på 6 dages forrygende havfiskeri ud for Å på Lofoten.
Lofoten er der, hvor det nordlige Atlanterhav, Norskehavet og Golfstrømmen mødes og skaber et fantastisk fiskeri. Det var ganske enkelt fiskeri og eventyr i verdensklasse.
Der er tage højde for høj- og lavvande!
Vi var 4 i båden fra Nordic Sea Angling på en tur arrangeret af Hvidovre Sport. Alle i båden fangede helleflynder med den største på 125 cm og 27 kilo som undertegnede fangede.
Per med helleflynder
Ikke nemt i bølgegang!
En ordentlig kleppert
Vi har fisket overflade sej på op til 8,5 kilo i Mosktraumen. Fanget torsk på over 10 kilo og kilosmakreller på "steroider ad libitum".
Stor sej taget på overfladefiskeri
Fin torsk
Jeg har tidligere været i Havøysund, men Å på Lofoten kan bestemt også noget, og kan varmt anbefales, ikke mindst fordi de gode fiskepladser ligger tæt på campen.
Flemming Weidemann
Stor skrubbe fra Øresund | 13-08-2024 |
Tirsdag den 13. august 2024 var jeg en tur på Øresund, hvor jeg bl.a. fangede en fin skrubbe på 700 gram og 44 cm.
Flemming med fin skrubbe
Claus Søndergaard
En lidt større stør | 10-08-2024 |
Turen startede på glimrende vis, idet en god fiskeven diskede op med gourmet hotdogs og klasse rødvin, der faktisk klarede ”tandkrus-testen” med bravour!
Efter at have fået fyldt depoterne op, var vi således klar til det store rykind. Men det skulle vise sig, at gæsterne lod vente på sig...
Solnedgang
Vi skulle faktisk helt hen til kl. 3 om natten, førend det blev alvorligt. Et par småbip fra bidmelderen måtte undersøges nærmere, og da jeg gav modhug, kom stangen med det samme på overarbejde.
Fisken kvitterede med nogle seriøse udløb. I starten anede jeg ikke, hvor i søen den befandt sig – jeg kunne blot i pandelampens skær konstatere, at stangen stod spændt som en flitsbue.
Efter et kvarters tid kunne vi ane den ude i overfladen, og nu havde den værste iver lagt sig, altså fiskens. Nu forestod ”blot” at få den helt ind på et lille lavvandet område og håndteret her.
Fisken er jo så lang og tung, at selv et stort landingsnet kommer til kort.
Claus med 35 kilos stør
Vi fik den afkroget og målt til 186 cm – skønnet vægt 35 kilo.
Efter et par hurtige fotos kunne belugastøren igen svømme ud på det dybe.
Flemming Weidemann
Ny PR-brasen | 08-06-2024 |
Jeg fiskede efter karper men havde også lagt en stang ud efter suder og brasen.
Det viste sig at være en god ide, da vi ingen karper fik, men en del action på feederstangen med flere flotte brasen.
Den største brasen på 3,4 kilo er hermed tilmeldt.
Det er samtidig ny PR, da jeg endelig brød 3 kilos grænsen!
Flemming med ny PR-brasen
Claus Søndergaard
Det går ikke altid... | 00-06-2024 |
En obsternasig brasen
En miniature-suder
En uventet art
Og noget helt andet
Knæk og bræk
Claus Søndergaard
Claus Søndergaard
Sudertur med udfordringer | 30-05-2024 |
Efter at have læsset grejet i bilen kunne jeg klokken 03.45 konstatere, at højre forhjul var fuldstændig fladt – og på det tidspunkt er det fuldstændig umuligt at finde nogen, det kan gå ud over...!?!
Heldigvis foreslog min gode ven, Per Stig, straks at ændre retning og komme forbi for at hente mig! Vi havde således kun mistet en halv times tid, og søen lå der jo stadigvæk.
En flad fornemmelse!
Per lagde hårdt ud med et par fisk, blandt andet en fin suder på den gode side af 2,5 kilo.
Herefter gik det slag i slag de næste par timer med stærke sudere, der virkelig satte grejet på prøve.
Det var overskyet og regnede et par gange i løbet af formiddagen, men ikke mere end det var til at holde ud.
Mellem huggene kunne vi nyde naturen, der blandt andet bød på duehøg, musvåge – og måske stor hornugle!
Per Stig med fin suder
Claus med fornem suder på 3,25 kilo
Kim Lundager
Kastellet i København | 14-05-2024 |
I forlængelse af foreningens jubilæums fiskekonkurrence, afholdt på Kastellet i voldgraven, hvor jeg ikke fangede noget, kørte jeg ind igen om aftenen.
Her forsøgte jeg mig samme sted, som Morten Søndergaard fangede en gedde på 77 cm ved Norgesporten.
Han fangede fisken ca. kl. 12.00.
Om aftenen, hvor jeg returnerede til Kastellet, fangede jeg den samme fisk, samme sted bare ca. kl. 20.15.
Samme gedde huggede 2 gange samme dag!
Morten og jeg er helt sikre på, at det var samme fisk. Den havde de samme skader og de samme aftegninger.
Morten Søndergaard
Kastellet i København | 14-05-2024 |
Grejet gøres klar med en karakteristisk "stok" i baggrunden
I voldgravens vand findes især nogle grumme gedder - og det var dem, jeg var efter denne dag.
Gedderne var denne dag, måske på grund af det varme vejr og høje sol, noget forsigtige og tilbagholdende.
Til gengæld så jeg en god håndfuld pæne sudere og et par fine karper!
Så smukt! Sudere og karper "patruljerede" jævnligt forbi.
En fiske-oase midt i København
Så var den der! Taget på en geddeflue fisket efter et bombardaflåd
Claus Søndergaard
Den døde da mæt... | 13-05-2024 |
Om ikke andet, så døde den da i hvert fald mæt!
Under pighvar-fiskeri på Vestkysten valgte et par skrubber at hugge hårdt og kontant på blinket. Blandt andet den her fætter på ca. et pund.
En forslugen flad
Da jeg fik den åbnet, undrede jeg mig godt nok over, at den mente, at den også havde plads til et 30 grams blink.
Maveindholdet
Hele mavesækken var udspilet med disse små fisk, hvor jeg i hvert fald kunne tælle 8 stykker.
Fiskene (de flade) smagte i øvrigt fortrinligt.
Knæk og bræk
Claus Søndergaard
Steffen Horvath
Gedder og sandarter | 00-05-2024 |
Med hensyn til mit geddefiskeri her i maj måned, så har jeg også måtte knokle gevaldigt for at få noget på land.
Premieren gav kun en mindre gedde på 3 kilo, men på helt let grej er det bare en fornøjelse.
Her midt i maj var jeg så ude igen efter gedder. Næsten 4 timer koncentreret fiskeri gav ingen gedder, men jeg fik en trøstepræmie på en sandart på lige under 4 kilo på en line thru trout.
Den gav en ret god fight, hvad jeg ikke er vant til med sandart.
Fin sandart til Steffen
Nu venter aften og natfiskeriet efter havørreder på revene, men det bliver noget spændende at se, om det vil give noget.
Når jeg igen skriver til efteråret, håber jeg kan berette lidt fra Norge, Sverige og kysten. Indtil da Tight Lines.
Med venlig hilsen
Steffen Horvath
Claus Søndergaard
En fin spejler | 09-05-2024 |
En solrig eftermiddag var der tid til at lufte stængerne – det er jo blevet længere lyst. En lille hurtig tur med et par stænger ud i naturen.
Og der var masser af natur – men ingen fisk. Trak hele tiden nedpakningen lidt ud, og det blev naturligvis mere og mere mørkt.
Men det var den rigtige plan, for lige pludselig var der run på den højre stang.
En fin fisk drev gæk med fiskeren i solens sidste stråler, inden fisken til sidst gav sig.
Claus med fin spejlkarpe
En karpe med en rigtig fin skælsætning hev vægten ned på knapt 11 kilo.
Inden jeg fik fedtet det hele klart til fotos, var det således gået hen og blevet helt mørkt.
Men der var som sådan ikke rigtigt noget at pive over...
Knæk og bræk
Claus Søndergaard
Flemming Weidemann
Fin gedde fra Esrum Sø | 07-05-2024 |
Esrum Sø skal altid besøges i starten af maj måned, hvor gedderne for alvor er i hugget.
Denne dag største blev en fin gedde på 93 cm og 6,3 kilo.
Flemming med fin gedde
Mads Hegnsborg Bruun
Søndersø | 03-05-2024 |
Hej Viktor
Fredag den 3. maj 2024 var jeg en tur på Søndersø ved Værløse.
Jeg fiskede fra en af Fiskeringens både, da jeg også er medlem af "De Blå Blink".
Fiskeriet var ikke nemt denne dag. Til gengæld var dagens enest fisk en fin én af slagsen!
Mads med fin gedde
En gedde på 101 cm og 6,515 kilo.
Fanget på en Westin Bullteez blandt en masse små byttefisk. Eneste fisk der blev fanget hele dagen.
Venlig hilsen
Mads Bruun
Kim Lundager
Furesøen | 01-05-2024 |
Kim med fin Furesø-gedde
Morten Søndergaard
Donse Dam | 01-05-2024 |
Skønnere skovsø findes næppe
Claus Søndergaard
En skæller | 01-05-2024 |
Der var faktisk fisk allerede ved bilen!
Da jeg stak højre fod ned i gummistøvlen, viste det sig, at en lille, indtørret aborre lå og ventede på mig.
Hvornår eller hvordan den var havnet der, må stå hen i det uvisse...
Hvor kom den fra?
Jeg fik grejet sat og kunne sidde og nyde den første varme forårsdag - eller næsten, for vinden var skide kold.
Efter nogle timer fik jeg heldigvis lidt at varme mig på. Stangen i midten kørte, med hvad der føltes som en god fisk.
Efter et par udflugter til højre og venstre kom den forholdsvis hurtig ind på nærdistancen, men så ville den heller ikke længere.
Claus med fornem skælkarpe
Den havde gemt lidt kræfter og drønede rundt et par meter lige uden for nettet.
Men det gode vandt til sidst, og fisken måtte strække våben.
En yderst velproportioneret skælkarpe på fine 9,7 kilo måtte lige medvirke til et par fotos, inden den atter blev sat ud.
Knæk og bræk
Claus Søndergaard
Steffen Horvath
Kystørreder | 00-04-2024 |
Jeg har haft en 7-8 kystture her i foråret. Sædvanen tro kan jeg ikke rigtig fremvise de store fangster, men jeg havde medio april en aftentur til den plads, der hedder Græsmarken. Den ligger lidt syd for Asnæs/Kalundborg.
Pladsen er ganske kendt, da den er nem at køre til, og ligger helt tæt på kysten, ligesom den er nem at vade på, og faktisk kan fiskes fra land, da der er relativt dybt vand tæt på land.
Steffen fighter i solnedgangen
Her var jeg heldig at lande en fin velkonditioneret havørred på 2,3 kilo og ca. 57 cm på flue.
Steffen med fino kystørred
Den gav en god fight, men det var nærmest det eneste, vi mærkede.
Jeg tænker dog på at lægge den første forenings-efterårstur til pladsen, så her er der mulighed for at lære en ny plads at kende, hvis man tilmelder sig.
Venlig hilsen
Steffen Horvath
Claus Søndergaard
Et charmerende BMI | 21-04-2024 |
Nogle gange er det køreturen værd!
Årets første tur og forventningerne var lave – erfaringsmæssigt noget med at have glemt nogle småting, kaste skævt ud og generelt nosse lidt med grejet.
Og det tog da også lidt tid at få det hele placeret sådan nogenlunde, som jeg ville have det. Skulle til at nyde madpakken, da den højre bidmelder sagde underligt.
Jeg var simpelthen ikke indstillet på, at der kunne være hug efter små 20 minutter – men det var der altså!
PR til Claus - 17,4 kilo!
Det var ikke et screaming run, men fisken møffede tungt rundt, som det nu passede den. Den kom dog langsomt nærmere og nærmere, og jeg kunne kort efter løfte netrammen op om dyret.
Og det var egentligt først her, da jeg skulle løfte den ud af vandet, at jeg fandt ud af, ”at der var noget galt”.
Den var voldsom tung! Fisken var dyb og havde den ondeste vom.
Jeg vejede den – og fik den kontrolvejet til 17,4 kilo – ny PR!
Et par hurtige fotos og herefter tilbage i vandet med denne tykke karpe.
Knæk og bræk
Claus Søndergaard
Jan Struwe Nørrum
Lakse-premiere | 16-04-2024 |
Traditionsrigt premierefiskeri på Skyttekonsortiets vand.
Stykket er privat og strækker sig over ca. 2 kilometer på den nordlige side af åen, lige nedstrøms "Præstegårds spids" og opstrøms "Idom Bæk udløbet", til de af jer der har været forbi Storå.
På grund af meget og koldt vand og en træls vind fra vest, valgte jeg spinnegrej til dagen. Under de forhold er det altid vigtigt at komme så langt ned som muligt - kondomspinner, 23 gram, sort/gul firetail med guldblad (virker hele sæsonen, specielt i solskin) fisket let opstrøms.
101 cm og 10 kilo laks til Jan
Fik kroget laksen ved det gamle piletræ lige før middag og måtte gå med den i næsten 10 minutter, før den lod sig overtale til at blive landet.
Helt blank og fin fra havet, dog kun en enkelt havlus. 101 cm og 10 kilo.
Det kan sku da noget!
Håneretten var sikret, men der gik kun ca. 1½ time før Kenneth Brask kom slæbende med en på 11 kilo (98 cm) taget lidt længere nede ad stykket...
Med venlig hilsen
Jan Struwe Nørrum
Claus Søndergaard
Rimteboller à la thai | 17-03-2024 |
Det er ikke blevet nemmere, hvis man gerne vil spise lidt hjemmefanget fisk nu om dage.
Torsken er totalfredet, gedden er også fredet i denne tid og på flere af de andre arter er der også diverse restriktioner og fredninger.
Så hvilke muligheder er der så – rimten! Ingen fredning og til tider masser af dem.
Han-rimte med legeknopper
Man tager/fanger et par han-rimter med de karakteristiske små legeknopper. Fisken fileteres og hakkes groft. Herefter tilsættes diverse ingredienser efter egen smag.
Finner i modlys
Jeg prøvede blandt andet med løg, hvidløg, reven lime og sambal oelek (sidstnævnte er en indonesisk chilisauce/pasta).
Fiskekødet er lidt porøst, og farsen var lidt svær at arbejde med, men det lykkedes da at få lavet nogle deller, der hang sammen.
Rimte-fiskefrikadeller
Smagen var ganske fin, og det er nok ikke sidste gang, at jeg lister et par rimter med hjem.
Velbekomme
Claus Søndergaard
Claus Søndergaard
Rimter fra Tryggen | 23-03-2024 |
Fiskeringen har et fint stykke af Tryggevælde å, hvor der hvert forår, trækker en masse rimter op for at gyde. Stykket går fra Varpelev bro og op forbi jernbanen.
De fleste fisker på det sidste stykke, men man skal ikke undervurdere det første mere lige stykke. På de rigtige dage kan man løbe ind i et rigtig fint fiskeri, hvor man er omgivet af dejlig natur med masser af fugle og dyr.
Fin rimte ved Varpelev Bro
Fiskeriet den på pågældende dag gav dog nogle udfordringer, idet jeg kunne se fiskene, men de ville simpelthen ikke hugge?!
Efter at have prøvet lidt forskelligt viste løsningen denne dag at være et lillebitte bundfisket stykke brød.
Brød skulle der til!
Knæk og bræk
Claus Søndergaard
Claus Søndergaard
Kaostur | 00-03-2024 |
Vi skriver sjældent om vores 0-ture eller togter, hvor ALT går galt, men her er et lille skriv, hvor begge kriterier til fulde blev opfyldt.
Jeg var taget på en lille geddetur med sild – hvad kunne gå galt?
Først kastede jeg tacklet over på den modsatte bred, og efterlod agnen der. Lidt senere ville jeg tyre tacklet godt derudaf, men undlod i min visdom at slå bøjlen over, hvilket medførte at linen knækkede og tacklet havnede i nabokommunen.
Nu skulle jeg lige trække luft ind...
Skænkede mig en god, stor kop kaffe og begyndte at rigge stangen til på ny. Men på en eller anden måde lykkedes det mig at vælte kaffekoppen, således at alt indholdet havnede i min opslået accessory bag?!?
Trods gentagende uheld...
Så nu kunne jeg bruge lidt tid på at sidde og tømme diverse plastlommer og tørre alle mulige småting.
Men endelig var jeg klar med stangen og træder glad ned til bredden, hvor jeg glider, som i en regulær benfejning, og lander pladask i mudderet med hele venstre siden, hvorved jeg bliver indsmurt i mudder fra ankel til øre?!?!
Heldigvis uden at brække lemmer eller stang.
En død sild
Herfra var succeskriteriet egenligt blot at komme hjem uden at få en krog i fingeren...
Jeg tror, at mange af vi lystfiskere er velsignet med en selektiv kortidshukommelse, for et par dage senere var jeg ude igen med de resterende sild – og denne gang heldigvis uden en masse uheld.
Knæk og bræk
Claus Søndergaard
Flemming Weidemann
Havørreder fra St. Vejle Å | 21-02-2024 |
Året skydes igang med fiskeri efter havørrederne i Store Vejle Å ved Ishøj.
Denne dag lykkedes det mig, at fange et par ørreder med den største på 1,926 kilo og 58 cm
Et par fine havørreder