Fangster 2017


Januar ǀ Februar ǀ Marts ǀ April ǀ Maj

Juni ǀ Juli ǀ August ǀ September

Oktober ǀ November ǀ December




November 2017


[Til Top]

Bent Hytholm Jensen


Kæmpe-aborre 22-11-2017

Hej Viktor!

Deltog i Ishøj Sportsfiskerforenings andefiskerikonkurrence, hvor det gjaldt om at fange den største aborre i Store Vejle Å.

Der deltog 20 forventningsfulde lystfiskere på trods af, at vejret både var koldt og regnfyldt.

Der blev fanget godt med aborrer på levende fjordrejer og levende skaller.

For mit vedkommende var fiskeriet lidt trægt i de første par timer med et enkelt hug uden dog at få kroget fisken.

Jeg kunne konstatere, at flere af de øvrige deltagere fangede rimeligt godt længere henne mod slusen ind til åen og umiddelbart var den største aborre om formiddagen på 1350 gram.

Der blev løbende fanget flere store aborrer med flere omkring 1400 gram, så jeg var noget bagud på point.



Bent med fin, fin aborre


Langt om længe fik jeg en aborre på 860 gram og så var jeg da på banen.

Heldigvis trak nogle af fiskene ned mod min plads og det lykkedes da at lande ialt 9 aborrer i løbet af dagen plus en mistet gedde, der bed den tynde line over.

Først på eftermiddagen lykkedes det mig at fange en aborre på 1250 gram, hvorefter der var en lang pause på over 1 time, inden mit flåd dykkede igen.

Da jeg gav tilslag kunne jeg godt mærke, at der var tale om en stor aborrer i forhold til de øvrige, som jeg havde fanget.

Fisken kæmpede bravt for sin frihed, men måtte til sidst overgive sig.

Det viste sig, at være en rigtig stor aborre, der blev vejet af Dan Rasmussen til 1580 gram.

De fleste var overbeviste om at det måtte være vinderfisken, men en halv time før konkurrencen skulle afblæses fik Søren Hansen et solidt hug på en levende skalle.



Og med en anden fin aborre


Efter nogen tids kæmpen med fisken dukkede der en enorm aborre op i overfladen.

På vægten viste den sig at veje 1875 gram. En superflot aborre.

Lidt efter blev der fanget yderligere en stor aborre, der vist sig at veje 10 gram mindre end min, så det lykkedes at blive nr. 2.

Der var et superflot præmiebord og jeg vandt 2 stk. 3,2 kilos juleænder, 3 flasker rødvin, 1 fiskestang samt diverse endegrej, så julen er sikret.


Med venlig hilsen
Bent Hytholm Jensen


August 2017


[Til Top]


Bent Hytholm Jensen


Overraskende fangst 08-08-2017

Hej Viktor

I forbindelse med sommerferie i Sverige var jeg tirsdag den 8. august 2017 ude og fiske med en af mine svenske fiskevenner, der også camperer ved Halen Sø ved Olofstrøm i Blekinge.

Min bror Preben og min svigerinde Kirsten har camperet ved søen i de sidste 12 år og min hustru Anna og jeg har stort set hvert år overtaget campingvognen, når Preben og Kirstens ferie har været slut.

Gennem årene er vi blevet gode venner med en del svenskere, der ligger fast på campingpladsen, herunder Mikael, der også har en båd liggende i søen.

Fiskeheldet har ikke været overvældende gennem årene og den største gedde vi har fanget vejende ca. 6 kilo, men i langt de fleste tilfælde har der været tale om petitgedder under mindstemålet.

Det blev desværre ikke til så meget fiskeri i år, men det lykkedes da at komme ud på søen en enkelt eftermiddag sammen med Mikael og i den forbindelse trollede vi rundt i søen i nogle timer, uden at der skete noget som helst, andet end at vi hang fast i bunden med grejet flere gange.

På et tidspunkt trollede vi med woblere langs kanten af et meget dybt område og pludselig bukkede den ene stang helt sammen, og til at begynde med var vi i tvivl om det igen var bunden.



Bent med den overraskende fangst


Imidlertid begyndte det at ruske i stangen, så den var god nok.
Vi var begge overbevist om, at der var tale om en fin gedde, idet den ikke lige ville overgive sig, men efter et stykke tid dukkede fisken op i overfladen.

Det viste sig, at der var tale om en fin sandart (gös på svensk) og Mikael blev vildt overrasket, idet han aldrig havde hørt om, at der skulle være sandart i søen.

Fisken blev sikkert landet og det viste sig at være en flot sandart på 73 cm og 4,080 kilo.

Selvfølgelig blev der jublet i båden og Mikael var ikke længe om at ringe til nogle af sine venner, der alle var meget overraskede over den fine fangst.

Da vi kom i land blev vi modtaget af Mikaels kammerat Timo, der meget gerne ville have fisken, idet han aldrig havde smagt sandart, men havde hørt at det var en super spisefisk.

Da vi stod på anløbsbroen kom der yderligere et par både ind fra søen, og da personerne fra bådene så sandarten blev de meget overraskede over den fine fangst.


Efterfølgende havde Timo kontaktet den lokale presse, der viste stor interesse for fangsten, ligesom Halen sø´s fiskevård, der oplyste i en efterfølgende avisartikel i Blekinge Läns Tidning, at man godt nok for en del år siden havde udsat sandartyngel, men at man ikke havde set noget til disse siden udsætnigerne og formodede, at al ynglen var ædt af gedderne i søen.



En sjov oplevelse, ikke fordi at sandarten er rekordstor, men blot det at være den første til at fange en sandart i søen.


Med venlig hilsen
Bent Hytholm



April 2017


[Til Top]

Bent Hytholm Jensen


Trollinglaks fra Bornholm 28-04-2017

Hej Viktor

Jeg deltog i Trollingmaster Bornholm 2017 sammen med min faste makker Per Stengade.

Vi havde håbet på superfiskeri, men der var rigtigt mange både, der ikke fangede noget under hele konkurrencen.

Til gengæld var der også nogle, der var dygtige og heldige at fange store laks, der blev vist frem under indvejningen om aftenen.

Vinderfisken vejede 20,7 kilo og blev fanget af en fisker fra Ukraine.



Per og Bents laks på 6,405 kilo


For vores vedkommende blev det kun til en enkelt laks på 6,405 kilo, så vi endte langt nede i placeringsrækkefølgen, men vi var selvfølgelig glade for overhovedet at komme på tavlen.

Fisken var utrolig flot, da den kom ombord, så jeg skyndte mig at tage et foto med min mobil.

Jeg glæder mig allerede til næste år, hvor konkurrencen, der er verdens største trollingkonkurrence, bliver gentaget for 14 gang.

Jeg har selv deltaget i konkurrencen i alt 11 gange.


Med venlig hilsen
Bent Hytholm

Anders Lykkegaard Nielsen


Ny PR-kystørred 22-04-2017

Lørdag den 22. april 2017 var jeg så heldig, at konen fik besøg af sin søster + børn. Dette gav mig straks anledning til at pakke bilen med fiskegrej, forlade sladrebulen og børnehaven og sætte kursen mod Stevns fra tidlig morgen.

Vejret var pragtfuldt og det blæste 4-6 s/m fra nordvest – perfekte forhold for den udsete plads. En plads jeg kun havde fisket en enkelt gang før, men med gevinst.

Efter ca. 1½ time på pladsen uden kontakter, spiste jeg min morgenmad og drak lidt kaffe mens overfladen blev observeret. Ikke meget liv, hvorfor beslutningen blev, at jeg rykkede videre.

Jeg havde sagt derhjemme, at jeg ikke kom hjem før en ny PR var landet. Jeg havde derfor indstillet mig på en lang dag, hvor samtlige pladser fra det sydlige Stevns og op langs Køge Bugt måtte blive prøvet af.



Anders med ny PR-kystørred 


Jeg fandt en ny plads, som jeg havde prøvet en del gange før. Pladsen var da allerede besøgt af en fluefisker, men der var plads til en mere.

Jeg mærkede med det samme, at der var liv ud på det dybe, hvor jeg før har fanget fisk.

Efter ca. 20 min. fiskeri kom der et dybt hug og jeg vidste, at dette var en fin fisk.

En fight på ca. 7-10 minutter og fisken landede i nettet – først her kunne jeg se, at dette rent faktisk var min PR. Der blev fisket med en blå crystal Bornholmerpil på 14 gram, en gennemløber jeg ikke havde fanget på før, men nu var det mit yndlingsblink :-).

Hurtigt vadede jeg ind og fik taget nogle gode billeder og målt fisken til 67 cm og 3.4 kilo (vejet derhjemme efterfølgende) – og en tyksak af en havørred.

Et jubelbrøl gjorde at fluefiskeren blev nysgerrig og han kom hen og assisterede med et par gode fotos.

Han listede med ud på pladsen ved siden af og vi fiskede og talte lidt sammen.

Første kast efter jeg tog opstilling igen, kom et meget dybt hug og der blev taget line af hjulet, en kort fight fortalte mig, at dette for en fisk, der var endnu større, men desværre valgte den at spytte Bornholmerpilen ud og fortsatte sig liv – øv.

Hvad også var øv var, at jeg bagefter satte min Bornholmerpil til – blinkskifte til en blå/grøn Skruen 20 gram.

Dette viste sig ikke at være helt dårligt, da de efterfølgende par timer bød på 5 landede havørreder – alle over mål, med den næststørste på 52 cm.

Mistede herudover 4 fisk.

Fluefiskeren mærkede intet, idet fiskene blev taget langt ude i kastet, hvor han ikke kunne nå. Han blev trøstet og fik en fisk af mig.

Så alt i alt en helt fantastisk og til dato den min bedste kysttur.


Med venlig hilsen
Anders Lykkegaard Nielsen

Bent Hytholm Jensen


Poppelsøen og stør 21-04-2017

Hej Viktor

Trængte til frisk luft inden jeg skulle til Bornholm, så jeg tog ud til Poppelsøen i Ballerup.

Havde både ringet til min søn og til Flemming Weidemann for at høre om de ville med på en aftentur, men begge var forhindret.

Jeg købte nogel sildefileter i Netto og kørte ud til søen, hvor jeg indløste et 4 timers fiskekort.

Ved min ankomst begyndte det at regne, hvilket fortsatte resten af aftenen, hvorfor det blev en våd fornøjelse.

Jeg riggede min stang til, men der var helt dødt. Dog så jeg, at nogle unge mennesker fangede flere fine stør, ikke langt fra min fiskeplads.

Efter ca. ½ time huggede det og jeg fangde en fin stør på ca. 5 kilo.

Herefter fik jeg en stør, der helt klar var over 10 kilo, men jeg havde ingen vægt med, så fisken blev hurtigt genudsat.

Sådan fortsatte det med jævnlige hug og nogle fine fisk.


Bent med stor stør


På et tidspunkt smed jeg agnen ud og skulle stramme linen op, men jeg kunne ikke få strammet op og troede et kort øjeblik, at jeg havde mistet blyloddet. 

Imidlertid var der fast fisk, da jeg endeligt fik strammet linen op.

Det viste sig, at det var en rigtig stærk fisk, der bestemte farten i et stykke tid med masser af udløb, hvor den næsten svømmede over på den anden side af søen, uden at jeg kunne bremse udløbet.

Til sidst lykkedes det at få landet fisken og jeg kunne hurtigt fastslå, at det nok var en af de største stør, som jeg har fanget i søen.


18,05 kilo


Heldigvis var der nogle flinke medfiskere, der havde en vægt, der blev nulstillet med vejeslynge inden vejningen.

Vægten viste 18,050 kilo, så det var en super oplevelse.


Med venlig hilsen
Bent Hytholm



Marts 2017


[Til Top]

Bent Hytholm Jensen


Gedde fra Stege Nor 17-03-2017

Hej Viktor

Vedhæftet foto til fangstrapport fra den 17. marts 2017 - en gedde på 8,2 kilo fra Stege Nor.


 


Mvh.
Bent Hytholm Jensen



Januar 2017


[Til Top]

Bent Hytholm Jensen


Ørred fra havnen 24-01-2017

Hej Viktor!

Kunne ikke lige finde ro i kroppen forleden, så jeg tog min fiskestang for første gang efter, at jeg har været syg, og tog ned til Ishøj, hvor jeg prøvede efter aborrer i åen.

Der skete intet, så jeg valgte at gå over i havnen og afprøve min nye fiskestang, som jeg fik i julegave.

Jeg fiskede i en times tid, uden skyggen af en fisk, men så fik jeg et gevaldigt hug på en Snurrebasse.



Taget på en "Snurrebasse"


Det viste sig at være en flot havørred på 5,050 kilo og 76 cm lang.

Fisken var let farvet, så jeg forsøgte at genudsætte den, men den valgte at lægge sig på siden som om, at den allerede var parat til et ovnfast fad, så den kom med hjem.


Med venlig hilsen
Bent Hytholm Jensen


Se også fangster fra


 

2023

2022

2021

2020

2019

2018

2017

2016

2015