Kysttur til Asnæs, 14-11-2024

14. november 2024 18:17 , af Admin Admin

Asnæs


Torsdag den 14. november 2024


Der var kun to tilmeldte men hvad gør det, når det er top hyggelige mennesker.

Da jeg havde fået lidt meget blod på tanden efter første tur, ja så må deltagerne jo bøje sig for arrangørens præferencer.

Vi var pænt heldige med vejret, da solen skinnede frejdigt. Stykket, vi skulle besøge, er en kendt plads ca. midt på den sydlige del af Asnæs.

Efter en kortere gåtur gennem den nu næsten helt falmede skov, kom vi frem til pladsen som de eneste! Vi havde en svag til let vind med meget klart vand, så det kunne godt blive lidt udfordrende. Det kunne på ingen måde slå os ud på sådan en smuk dag.

Da vi mødtes til lidt varme pølser ved middagstid, så havde Michael haft kontakt til et par undermålere, mens Hans havde kæmpet sig til en havørred på ca. 43 cm. Så liv var der.


 
Hans og Michael ved grillen


Michael havde også kontakt til flere småørreder, og fik faktisk også en  undermåler på en kunstig børsteormsimitation i gummi fisket med let blybelastning.

Efter frokosten kørte Hans hjemad, mens jeg slæbte Michael med ud til P-pladsen. Her var der meget mere bevægelse i vandet. Michael havde ikke mod på at fiske så meget mere, så han vendte snuden hjemad.

Det var så signal til mig om at komme derudaf. Og ja rigtigt gættet – jeg ville ud til fyret igen og det kom jeg. Men denne gang var der ikke så meget liv herude på spidsen af Asnæs!

Vejret var fantastisk med en fantastisk flot solnedgang. Vinden lige til den friske side og lige på. Derfor måtte jeg gå endnu længere ud mod revet, og det gjorde, at jeg fik vinden så meget ind fra højre, at jeg igen kunne kaste.



Hans´ efterårs-havørred


På vej ud mod revet fik jeg en lille flidspræmie i form af en sølvblank havørred på lidt under 40 cm. Ja, ja – størrelse er som bekendt ikke alt, og jeg var faktisk glad for den lille fisk.

Jeg havde mod på langt mere fiskeri, men solen var ved at gå ned, og gåturen tilbage vil tage ca. 40 min., så jeg vendte snuden hjemad lidt over fire efter en dejlig tur.

Så to dejlige efterårskystture til at afslutte kystturene i Viktorregi med – ikke dårligt.

Håber vi ses til mesterskabet i april – godt nytår.


Mvh.
 Steffen Horvath
kystturleder