Lidt karper






Hen under eftermiddagen fik jeg rejst lejren og gjort klar til et 2-dages karpesats. Det var ellers med lav selvtillid, idet turen weekenden før havde givet lige præcis nul fisk – og ditto hug. Men jeg havde ændret lidt på tacklerne og håbede på, at det ville være udslagsgivende. Og ellers kunne man jo altid nyde den lune sensommer...
Jeg fik heldigvis allerede sidst på eftermiddagen øget selvtilliden, da den venstre bidmelder meldte sig ind. Selv om jeg stod lige ved siden af stangen, nåede dyret at rive en del meter af hjulet og kom derved tæt på nogle ubehagelig rødder. Men efter lidt tovtrækkeri vendte den om og gik mod højre. Heldigvis var det stadig dagslys, så det var ikke noget problem at se fiskens kurs – der endte i nettet. En fin spejlkarpe på 7,7 kg. Så var det tid til lidt varm aftensmad, inden mørket lukkede helt til.
Skønhedssøvnen om natten blev (heldigvis) afbrudt to gange. Den første fisk var fuldstændig ustyrlig, og jeg havde indledningsvis intet styr over dyret overhovedet. Det blev ikke gjort nemmere af, at det var fuldstændig vindstille, så min udåndingsluft blev hængende som en tåge-mur i lyset fra pandelampen, så det var umuligt at se i hvilken retning linen gik. Nå, men en spejlkarpe på 9,0 kg blev nettet og kom i sack nr. 2.
Næste hug gav lidt problemer. Både under fighten, hvor den forelskede sig i de andre liner, men også da den lå i nettet, for nu havde jeg ikke flere ledige keep sacks. Jeg måtte derfor skyde et par billeder af den første karpe og herefter sætte den ud igen, så der blev plads til den næste logerende, som viste sig at blive turens største på 9,9 kg.
Kort før solopgang var den gal igen. Efter en hidsig, men forholdsvis kort fight lå der nu en karpe på 8,2 kg i nettet – og jeg var således atter nede på sacks.
Jeg besluttede derfor at gennemføre en fotosession af fiskene fanget om natten.
Diverse net var herefter tømte og klar til det næste døgns intense fiskeri – som så kun kastede en mindre suder af sig! Men det var nu til at leve med efter førstedagens resultater..

Knæk og bræk

Claus Søndergaard