|
Fluekast for begyndere.
Lørdag den 26. marts 2011 var der "Fluekursus for begyndere". Vi var 5 kursister (Jesper, Hans, Preben, Brian, Knud og undertegnede), der i høj sol mødtes med instruktør Kent Astrup.
Kent gennemgik kort i uformel stil den nødvendige teoretiske del, der behørigt blev skyllet ned med masser af kaffe. Grejet blev flashet, og hver enkelt fik hjælp til klargøringen af stang og hjul.
Herefter gik det løs med den praktiske del af kurset - de fysiske udfoldelser var henlagt til en græsplæne. Man siger jo, at hver fugl synger med sit næb, og rent stilmæssigt gjorde det samme sig gældende her. Dog vil jeg i al beskedenhed anføre, at det til slut lykkedes for alle at rive nogle seriøse kast af sig - om det så skal tilskrives instruktørens pædagogiske evner eller kursisternes dygtighed må stå hen i det uvisse.
Men det ligger i hvert fald fast, at det var en særdeles hyggelig og udbytterig dag, hvor vi fik et godt indblik i fluefiskeriet. Hvis nogle medlemmer skulle have fået lyst til at lære lidt om denne type fiskeri, så stiller Kent gerne op til endnu en omgang. Bare giv ham et kald...
Med venlig hilsen
Claus
|