|
Det kunne næsten lyde som en lystfiskerskrøne, men det havde faktisk været en dejlig, varm sommerlig dag, og nu her hen under aften lagde vinden sig fuldstændig, hvilket fik forventninger til at stige. Og fiskene havde da også indfundet sig på pladsen og huggede regelmæssigt. Desværre var det udelukkende skaller - de samme gode skaller som glimrer ved deres tilstedeværelse, når der blæses til gedde- og sandartture!
Efter at have prøvet alt muligt var jeg lige ved at give op, men valgte til sidst at sætte en god, gammeldags regnorm i størrelse XXL på krogen. Det så ud til at virke. De værste skallehug udeblev.
Lidt efter sås der nogle suderbobler lidt til venstre for flådet, og de havde heldigvis den rigtige retning. Boblerne kom nærmere og nærmere hvorefter flådet nærmest begyndte at sitre. Nu skulle dyret lige have tid til at få den store agn i munden, inden der blev givet modhug. Da flådet begyndte at vandre, blev der givet modhug, og stangen krummede sig sammen samtidig med, at fisken hidsigt strøg ud mod det dybere vand. Herefter fulgte en vild fight, hvor jeg og grejet flere gange var på hælene, når fisken bare tonsede til højre og venstre. Efter flere rå udløb lå den dog til sidst gispende i overfladen og kunne nettes.

Målt og vejet til 3200 gram og 56 cm lang.
Mange hilsner
Claus Søndergaard
|