SMUTTUR

Efter 2 ugers kursus trængte jeg gevaldigt til lidt frisk luft, så da muligheden bød sig fredag eftermiddag, var jeg hurtigt ude af døren. Det skulle blot være en lille smuttur, nærmest i terapeutisk øjemed, så kun det allermest nødvendige grej blev medbragt. Jeg havde vel fisket et kvarters tid, da der pludselig var ”et eller andet” i vandet ca. 20 meter ude til højre. Efter den obligatoriske ventetid kunne jeg udelukke ænder, blishøns, lappedykkere, og da badesæsonen var ovre, så det måtte altså have været en fisk. Første kast gav intet, men i næste kast havde jeg kun drejet håndtaget et par omgange, før hugget faldt – og det faldt tørt og tungt! Fisken blev blot stående, og jeg blev i tvivl om, det var mit hidtil bedste bundhug. Der var dog liv i den anden ende, for nu strøg fisken mod et større område med åkander. Jeg lagde maksimal pres på fisken for at forhindre dette, men den insisterede! Da jeg var bange for at miste krogholdet, fortsatte jeg med at holde fisken meget hårdt, og efter at have pløjet et par baner åkander, kom den da heldigvis også ud på lidt mere åbent vand. Dog kun for atter at drøne tilbage til beplantningen, hvor massakrerede åkanderester nu flåd rundt på overfladen. Jeg kunne slet ikke styre fisken, og den boltrede sig med det ene tunge udløb efter det andet. Der gik laaang tid, før jeg fik den lidt tættere på land, hvor synet af en lille wobler på siden af et kæmpe hoved straks resulterede i akutte gummiben. Efter at hilst første gang eksploderede gedden i sprøjt og med en kæmpe hvirvel svømmede den atter væk. Den forsøgte sig nu med plan B, nemlig at ryste hovedet fra side til side, så vandet blev pisket til flødeskum. Dette bevirkede heldigvis kun, at wobleren nu røg helt ind i kæften og satte sig bedre fast. Det var jeg ikke helt utilfreds med! Men da jeg jo gerne ville have min wobler tilbage, måtte dyret nødvendigvis på land. Nu havde jeg hverken net eller en yngre fiskemakker med, så jeg måtte selv stikke mine små sarte kontofingere ned til fisken. De fleste er nok bekendt med det sure blik et mopset fruentimmer kan sende, når hun ikke får sin vilje, og sådan var situationen i høj grad også her, så det krævede en del mod. Men da dyret lå nogenlunde roligt i overfladen, fik jeg lirket hånden ind ved underkæben og løftet fisken på land. Wouv for en fisk! Vægten strøg forbi 10 kg. – skønsmæssigt omkring 10,5 og fisken var kun 100 cm. Et rigtigt kraftbundt. Ny PR. Efter nogle billeder blev fisken pænt sat tilbage i sit rette element, og hun virkede helt formildnet, da hun svømmede tilbage sin plads. Slutteligt kan jeg berolige med, at blodet på fisken stammer fra mig. Jeg skal se at få øvet mig på det der ”geddegreb”! Knæk og bræk. Claus Søndergaard